Margrethe Noe

  Generelle notater:

Gift med Peder Isager, Godsejer på herregaarden Hindsels.

Margaretha Iisager født Noe 1.

Margaretha Iisager er født Noe d.1.nov. 1713 i Ringkøbing i Jylland. Hendes far Lauritz Noe var en velanset købmand.
I hendes ungdomsår som salig ved sin konfirmation, har hun modtaget megen nåde til sit hjerte., som hun nok forfladigede, men som dog men som dog efterlod i hendes sjæl en søgen efter sandhed og guds nåde.
Efter sin fars død støttede hun sin moder, som fortsatte forretningen, som årligt sendte flere skibsladniger til Holland. Derfor har hun nogle gange deltaget i rejsen og hun var som bevist altid heldig i sine forretninger, men i sit inderste fuld af uro over den uvished, som hun svævede i, om hun, når hendes tid var gået, ville blive antaget af gud. Salig blev hun, da hun på en af disse sørejser kom i livsfare, da skibet næsten var kæntret.
Det blev klart for hende, at hun ved al sin formodede nåde, var i en ulykkelig tilstand, fordi hun ikke var som den hellige skrift beskriver at guds børn skal være. Herover kom hun i yderste nød og forlegenhed. Da gud dog øjensynligt havde hørt hendes bøn, havde hun håbet, at Han ville forbarme sig over hende, og hun begyndte fra den dag at opsøge gudfrygtige mennesker og gå efter fornemme prædikener.
I året 1738 blev hun i Ringkøbing gift med vor kære Broder Peter Iisager, der den gang også var købmand i Ringkøbing. I gennem pastor Melters prædikener , i hvilke der blev set på den sande omvendelse og retskaffen frugt af at gøre bod
Der var på denne tid opstået en forventning i byen og på omegnen for dette, og vor kære Søster, som en af de første opvakte/frelste, gik hun ind i sit eget hjertelig virke, fordi hun efter den tids ideer ville prøve sin saglighed.
Da hendes mand var af samme sind som hende ,var hendes hus åben for de opvakte/ frelste, selv om hun tiltog sig megen smerte og lidelse fra anderledes tænkende.
Hun lod sig dog ikke opholde af det, men blev der imod mere ivrig for at kære sig om andres sjæl, for at advare den om, at hun ikke selv havde noget anker eller indsigt i forsoningens nåde, men frygt for Gud afholdt hende ikke fra kærlighed til Gud.
Da hun en gang var bedt om, at besøge en syg person, for sådanne kærlige tjenester blev af og til tildelt hende, og dette afholdt hende ikke fra minde disse sjæle om det der førte til helsen.
Så havde hun den ulykke ved fejltrin i mørke at falde gennem en kælderlem ned i kælderen, hvorved hendes venstre ben brækkede ved hoften, og hun blev underkaster en smertefuld og langvarig kur. Hun havde før efter hendes eget udsagn en anelse om en forestående tugt fra Herren, og derfor tog hun så dette uheld som en alvorlig påmindelse fra Gud om, at hun skulle have mere ydmyghed og renere sind.
Gennem Gert Hansens besøg anno 1742 og hans enfoldige vidnesbyrd om nåden i Jesus blod og gennem den efterfølgende samtale med flere Brødre fra Menigheden, som opsøgte de frelste/opvakte i Jylland, og gennem bekendtskaber med prædikanter, som nu begyndte at invitere sjælene til Jesus kom hun mere og mere på det evangeliske spor og fandt smag og nydelse af korsets ord, og fik også en hjertelig tiltro og kærlighed til Brødremenigheden.
Da hendes mand i 1750 nedlagde sin forretning og købte Riddergodset Hindsel, for at undgå byens besværligheder og forretningens forviklinger, havde hun de bedste forudsætninger for at bruge sin tid i denne ensomhed i konneksion med dets naboernes redelige sjæle til fremme af hendes hjertegang, hvilket også i starten lykkedes, men herefter igennem mange fravigelser idet hun endnu manglede den sande erkendelse af hendes jordiske sind ofte kom i vejen.
Imidlertid havde hun gennem besøg af menighedens Søstre og ligesom Melchior Zesbergers og Jens Højer altid fået nye opfattelser, såvel som hun også nogle gange besøgte en lille gruppe arbejdende og den tilhørende gruppe i Stepping i det Holstenske.
I året 1764 blev hendes eneste datter den senere Søster Briand, som den gang havde en tvingende tilbøjelighed for at komme til Menigheden givet i pension til Pastor Kastrup i Stepping, for at hendes hjerte kunne profitere i nærheden af menighedslivet.
Året efter indvilligede i sin rejse til Menigheden igennem hendes siden den tid følte nærmere forbindelse med Menigheden, har Frelseren gennem sin ånd kunnet føre hende mere og mere til sit hjerte, hvilket også gjorde hende villig i året 1766 at optage de fra Jylland bestemte medarbejdere ? Braus i sit hus og deres ophold der var til stor frelse for hende. Særlig plejede hun at fortælle om en bestemt tid hvilken Frelseren under afholdelse af et Nadver havde rørt hendes hjerte kraftigt.
Da hendes kære datter i året 1770 blev gift med Broder Briant og disse søskende i året kom til landet og derefter skulle tilbringes et Brodreetablicement i det holstenske, hvortil han straks efter kgl. ???fession sammen med Broder Platænius fik ordren. Så begyndte ønske at opstå hos hende, at kunne tilbringe sine restlige dage hos sine børn i Menigheden.
Da 2 besøg af hendes svigersøn og datteren i Hindsel og sit 4 uger lange besøg i Christiansfeld i sommeren 1774, hvor hun nød meget for sit hjerte fik hende til at indvillige i salget af deres gods som hendes ægtemand på grund af svaghed længe havde ønsket og han bad nu oprigtigt om tilladelse til at indgå i Menigheden året1775 efter at brødrene havde givet lov til at komme til Christiansfeld flyttede de så ind og blev optaget i Brødremenigheden d. 20. august.
Den 17. februar 1776 blev de indviet i den hellige nadver. Nu begyndte vitterlig en hel ny periode for vores Søster og nådesarbejde for Frelseren og sin gode ånd. Åndet kom på grund af sand selverkendelse og fuld nydelse og det så dyrekøbte helse. Jo mere villig hun blev i Hans hellige skole for at lære sine særheder og hvad der høre til denne fordærvede natur og hengiven sig til hans død så meget føl og fortrøstningsfuld og uundværlig blev for hende Frelseren og hans død og lidelser.
Hans veje for at bringe hende derhen var fuld af barmhjertighed og troskab og løsenet på hendes begravelsesdag d. 11. maj 1793.
I har set hvordan Han har båret hende på ørnevinger og bragt hende til mig. Exod :19 er bogstavelig opfyldt for hende, hvorefter hun nu sidder for hans trone og takker.
Året 1778 d. 21 juni gik hendes saglige mand til Gud i det sunde rige, og hendes kære datter salig Søster Briant, som hun havde sat sit håb på, blev næsten 14 dage efter hjemkaldt af sin Frelser.
Hendes kære svigersøn, som var en god støtte i hendes enkestand, fik i året 1780 et Kald til København og som kostede hendes gemyt en del, men som bragte hende mere og mere på, at hun i Frelseren alene skulle finde fornøjelse, trøst og råd. Hun var ellers i sund og bedste velgående, men havde i sine yngre år lidt et benbrud, som var dårligt helet, og har siden og særlig senere i alderen givet hende store smerter og lidelse, og i de sidste år kunne hun næsten ikke gå, men blev båret i en stol til forsamlinger m.m. . Tabet af hendes førlighed, som ramte i de seneste år, var nok det værste for hende, men hendes kære Frelser vidste at trøste hende, og også under disse omstændigheder trak hende nærmere til sig.
Da Broder Briant i 1790 kom på besøg i Menigheden, glædede hun sig meget i håb om, at hun, medens han var der, kunne blive hjemkaldt, og han kunne velsigne hendes hjemfart, som hun inderligt længtes efter, eftersom hun havde 3 betænkelige sygdomsanfald i dette år, og var meget medtaget, men kom sig hver gang. Hans afsked med hende, hvorved hun udtrykte sig om sine synder og forkastelse, og over Frelserens tålmodighed og kærlighed og ønsket om snart at komme til ham, var meget følelsesfuld og kærlig.
Hun har senere måtte lide svære nederlag, især en betænkelig operation af en byld i nakken, og ligesom den forrige i 1790 på låret gjorde hende meget ondt. Hun havde dog den lykke at have en rimelig sundhed og tilstand den sidste vinter og forår, indtil hendes sidste korte sygdom i stor taknemlighed.
Om hendes gang i det hele taget i enkestand og til sin saglige hjemgang gav hendes kære medarbejdere følgende beretning. - At Helligånden bragte hende nærmere og grundigere til sit hjerte i sin enkestand, har hun ikke alene bevist, men det blev også tydeligere tid efter anden. Hun plejede ofte at ytre sig derom. Jeg er dog den allerængstelige person på jorden og ville måske blive udstødt af Frelseren. Ak, Ak hvis jeg dog var gudelig vis, så vil han sikkert have foræret mig det hele. Hun indgød ved sådanne samtaler bitre tåre. Hun blev også ofte trøstet af Frelseren selv, og gennem sin kære nærhed opkvikket og glædet, hvorfor hun altid var meget taknemmelig. Men hendes noget besværlige sundhed trykkede som oftest hendes gejst ned, og gjorde hende derfor sørgelig og lidt underlig, og gjorde hende også i tiden besværlig for andre, der havde med hende at gøre. Men Frelseren bragte hende altid tilbage til det eneste nødvendige, og så plejede hun altid at sige:" Ak, når jeg føler Frelserens nærhed så er al elendighed til at bære , men når følelsen mangler, påtænker jeg,: at jeg kunne udstå mere fysisk nød kun for ikke miste trøsten om sin død.
Man mærkede også med tiden, at sorgerne om ydre ting, som hun ellers tænkte på, formindskede sig mere og mere og aftog. Hun hjalp og understøttede gerne, når hun hørte, at nogen havde behov, såvel som hun også tog hjertelig andel i Menighedens behov. I 4 år levede hun nu i korets enkehus, hvor hun hyggede sig med den daglige omgang med Søstrene. Hun havde altid særlig opkvikning og glæde ved Menighedens og korets sammenkomster. Som hun kun i største nød forsømte. Og så var der for hende ved tiltagende svaghed en glæde i Enkehuset og have menigheds- og korsal i nærhed. Og selv om hørelse og hukommelse i den sidste tid tog af, så sagde hun ofte, selv om jeg ikke straks hører alt eller forstår, så føler jeg alligevel, at Frelseren er i midten af den forsamlede Menighed eller Kor, og at han velsigner dem og mig. Desuden var hun glad for, når der i hjemmet blev læst op af menighedsbladet eller andre opbyggelige skrifter, såvel som hun ofte ved sit arbejde sang sine kæreste tyske og danske vers og sange. At læsningen af guds ord, som hun ellers havde fordrevet og forsødet tiden med nu siden hendes øjne blev mørke, beklagede hun ofte med vemod. Og bevidnede meget tit, hvor meget hun længtes efter snart at blive opløftet og være ved Kristus, og nyde ham urokkelig, og takke ham for al tålmodighed, barmhjertelighed og kærlighed ,som Han har udvist hende siden hendes ungdom, og i hendes alderdom. Og bevidstheden om evigt at love og modtage denne lykke lå forude, da hun måske mindst ventede det, og d. 6. maj efter kort og lidelsesfri sygdom uden smerter, fik hun fred.
Hun nåede at fejre sin Korfest d. 30. april, og var velsignet med stor nåde og var også i de følgende dage taknemmelig og glad på sin måde.
4. maj stod hun op som sædvanlig og lod sig påklæde og var meget kærlig, men denne formiddag blev hun overfaldet af heftige kuldegysninger, som samtidig angreb hendes indre hoved, så hun var sig ikke bevidst. Hun havde nok i tiden haft lignende tilfælde, men var efterhånden restitueret igen. Men denne gang viste det sig snart, selv efter de virksomme midler, at der ingen bedring kom, og Frelserens tid nærmede sig for at fuldende. Hun lå roligt og tog ikke notits af noget som helst. Hun tog villig sin medicin. Den sidste nat lå hun i en bestandig slummer. D. 6. om morgenen ved 3 tiden, foregik en tydelig forandring hos hende. Vi samledes om hendes seng, og hendes korhjælpere gav hende mening. Hendes og korets velsignelse med en fornemmelse af Jesus nærværelse. Man så med glæde, hvordan det glade blik i hendes øjne viste sig, imens hendes ånde blev kortere og kortere og et kvarter over 6 stod stille. Hendes alder bragte hende til 79 år 6 måneder og 5 dage.
Vi takker gerne vor kære Herre og hende med for alt det som Han har gjort for vor kære Søster igennem hele hendes liv, såvel som for den blide og saglige fuldendelse af dette

Hun er nu i fred


Oversættelsen er foretaget af Alis Iisager, Vinbjergvej 8 i Vejle.
En stor tak til hende for en enorm indsats.

Margrethe blev gift med Godsejer Peder Nielsen Isager, søn af Niels Eskildsen Isager og Nn, den 14 Okt. 1738 i Ringkøbing Kirke I Ringkøbing Sogn I Hind Herred, Ringkøbing Amt. (Godsejer Peder Nielsen Isager blev født i 1709 i Rindum Sogn I Hind Herred, Ringkøbing Amt, dåb den 1 Dec. 1709 i Rindum Sogn I Hind Herred, Ringkøbing Amt, døde den 21 Jun. 1778 i Christiansfeld Flække I Sønder Tyrstrup Herred, Haderslev Amt og blev begravet den 25 Jun. 1778 i Gottes Ager I Christiansfeldt I Christiansfeld Flække I Sønder Tyrstrup Herred, Haderslev Amt.)

  Ægteskabsnotater:

Margrethe Noe og Peder Isager blev begge begravet på Gudsageren i Christiansfeldt.
Gudsageren er Brødremenighedens egen kirkegård, hvor de afdøde hviler på samme måde, som menigheden sidder i kirken: søstrene til højre og brødrene til venstre.
Alle gravsten er ens som symbol på, at alle er lige efter døden. Indskriften på stenene vender mod øst, og numrene angiver række-følgen af dødsfald i menigheden, fra det første i 1773 frem til i dag.

29 9 1747 får Peder Isager og hustruen Margrethe Lauridsdatter Noe kgl. bevis på at den længstlevende måtte sidde i uskiftet bo i enlig stand med deres fælles umyndige børn og omsider skifte med samfrænder.
Jy. Reg. 33. 247 (nr. 222)

Ejerhistorie
I middelalderen hørte Hindsels under Børglum Bispestol. Ved Reformationens indførelse 1536 kom alt kirkeligt gods under Kronen, således også Hindsels. Kronen respekterede dog Jens Lassens pantebrev på Hindsels, som først blev indfriet hos hans enke i 1556. Det var den kongelige lensmand Erik Rud, som indfriede pantet og herefter besad Hindsels som pantelen; muligvis blev han senere ejer af gården.
Ejerhistorien bliver herefter uklar, men man ved, at Joachim Gersdorff og herefter Johan Brockenhuus har ejet gården. Brochenhuus solgte i 1653 gården til Joachim Gersdorffs bror, Caspar Gersdorff.
Kort efter i 1658 døde Caspar Gersdorff, og gården blev arvet af to af hans døtre, der var gift med henholdsvis Melchior Juel og Matthias Budde. De oprettede i 1666 to selvstændige gårde, og i knap hundrede år var gården herefter delt i Øster og Vester Hindsels.
Øster Hindsels var Matthias Buddes. Efter hans død kom gården først til hans sønner, som solgte gården til deres svoger, Anders Pedersen. Hans enke bragte gården til Christen Christensen, som solgte den til familien von Klingenberg i 1733.
Vester Hindsels var overtaget af Melchior Juel. Hans datter var gift tre gange og hendes ægtemænd blev efter tur ejere af gården. Den sidste, Valentin Olufsen, i 1719 solgte gården til Sophie Gyldenstierne. På dette tidspunkt synes fæstegårdene at være solgt fra og Vester Hindsels reduceret til en beskeden gård. Nye ejere bragte igen fæstegårde under Vester Hindsels, som i 1745 blev købt af Frederik von Klingenberg.
Ved igen at sammenlægge de to gårde kunne Hindsels atter gøres komplet, og Frederik von Klingenberg videresolgte allerede i 1746 den nu samlede gård til Frederik de Leth.
De Leths enke solgte Hindsels til Peder Isager i 1751. Han var på daværende tidspunkt købmand, men han forlod erhvervet for at vie sig til religionen i Brødremenigheden - herrnhuternes kirkesamfund i Danmark. Peder Isager var stærkt troende og opholdt sig i lange perioder i menighedens centrum i Christiansfeld, ligesom han havde mange af bevægelsens ledere boende på Hindsels i lange perioder.
Efter Isagers død i 1774 blev gården overtaget af Laurids Breinholt, der kom fra den nærliggende herregård, Breinholt, i Humlum sogn. Breinholt var modstander af landboreformerne, der udbredtes over landet i slutningen af 1700-tallet, og på Hindsels fortsatte livet derfor uanfægtet.
Dog kun indtil Breinholts død i 1804, hvor gården blev overtaget af den kendte spekulant og 'godsslagter', Hans Jakob Lindhal, som straks gik i gang med at sælge fæstegårdene til bøndernes selveje. Selve hovedgårdsjorden blev dog ikke, som i mange andre tilfælde, udstykket i mindre parceller.
Slægten Overgaard kom til Hindels i 1827 og har ejet gården siden. Niels Overgaard, der var den første i rækken, oprettede gården Overgaardsminde ved at tage dele af jorden fra Hindsels. I slægtens tid er gården flere gange blevet ombygget.
I 2013 drives Hindsels med landbrug samt turisme og sundhedsklinikken Hjertelyz.